Ginkgo gin


Den korte historie

“Der var engang et tempeltræ, som stod i en smuk gammel have lige midt i den sydsjællandske natur. Der havde træet stået og vokset sig stort i 200 år. Lige siden det kom fra Paradishaven i Hesede Skov for at pryde haven i det herskabelige enkesæde, Hesede Hovedgård. Hesede Hovedgård var i 1827 blevet bygget til en enkegrevinde fra Gisselfeld Kloster. Cirka 200 år senere flyttede Kit & Claus ind i hovedhuset. Det nye værtspar fik straks et godt øje til tempeltræet, der over årene havde vokset sig imponerende stort og flot. Kit vidste, at ginkgo biloba i århundreder er blevet brugt som naturmedicin. Dermed var der ikke langt til idéen om at lave noget velsmagende på bladene. Og i sommeren 2020 så den første ginkgo gin således dagens lys …”


Status

Sådan kunne den korte historie om vores ginkgo gin lyde! Og essensen er også, at vi har sat vores egen gin i søen. Det første batch på 100 flasker blev hentet d. 21. juli 2020. Det blev hurtigt udsolgt. Derfor var vi allerede i august oppe på stigen og plukke flere blade. Og det andet batch på 116 flasker kom hjem til gården d. 3. september 2020. Der bliver ikke produceret flere flasker i 2020. Vi forventer at producere flere, når træet springer ud igen i juni 2021.


Hvor kan den smages & købes?

Vores ginkgo gin kan p.t. købes direkte hos os og i Paradehuset på Gisselfeld Kloster. Derudover har Rønnede Kro den i deres gin-sortiment.


Den lidt længere historie: Fra idé til handling – fra træ til gin

I efteråret 2017 så vi hovedhuset på Hesede Hovedgård for første gang – og dermed også det imponerende ginkgo-biloba-træ i haven. Allerede da blev tanken om en gin på bladene plantet i Kits hoved. Godt et år efter første besigtigelse, flyttede vi ind i hovedhuset. Da den første sommer kom, og bladene sprang ud (i sommeren 2019), kastede Kit sig over små eksperimenter med ginkgo-bladene. Det blev både til en egen gin og en kryddersnaps. Det hele blev prøvesmagt af både familie og venner og gæster (sågar prinsesse Benedikte). Tilbagemeldingerne gav blod på tanden.

I løbet af efteråret var vi faldet over det lille passionerede destilleri Radius Distillery. Det hører hjemme på Oremandsgaard Gods syd for Præstø. Vi havde især bemærket deres passion og gode håndværk – og også deres holdning til fx økologi. Så i januar tog vi kontakt og blev inviteret til møde på destilleriet. Her troppede vi op med deres hjemmebryg under armen, og snart stod alle de ansatte og smagte på sagerne … det kunne måske nok noget, det dér ginkgo!

Herefter blev det aftalt, at Radius Distillery ville lave et batch, når træet sprang ud. Da det endelig skete – i juni 2020 – kravlede Claus en lun juni-aften op på en høj stige. Den aften blev der plukket en god mængde blade, som straks blev fragtet til Oremandsgaard.

Kort efter kom beskeden: Jeres gin er klar – og at den er blevet virkelig god! Det er Flemming fra Radius, der har destilleret ginen. Ud over ginkgo-blade, indeholder den blandt andet også æble fra Oremandsgaards egen økologiske produktion.


Om ginkgo biloba generelt

Ginkgo biloba (også kaldet tempeltræ) stammer fra Kina og er et levende fossil med rødder tilbage til permtiden for ca. 270 mio. år siden. I Østen har man i århundreder anvendt bladene som medicin mod diverse infektioner. Det siges også at kunne styrke hukommelsen og at hindre urin-afgang.

Navnet ’tempeltræ’ kommer af, at træet i Østen findes ved mange templer. Her kunne munkene tygge på bladene, og dermed sidde i timevis og meditere uden at skulle ‘træde af på naturens vegne’. 

Den tyske digter Goethe har skrevet et (i Tyskland) meget kendt digt om “gingko biloba” – sandsynligvis et digt med et skjult kærlighedsbudskab til hans gode veninde. Træet betegnes som et levende fossil. Det kan blive utroligt gammelt. Der er hanner og hunner. Og der er i det hele taget beskrevet utroligt meget om ginkgo biloba. Bliv klogere her.


Om gingko biloba-træet på Hesede Hovedgård

Træet er omkring 200 år gammelt og kommer fra Paradishaven i Hesede Skov. Paradishaven blev anlagt i 1812 af den 2. overdirektør på Gisselfeld Kloster, Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe. Det var en planteskole, der blandt andet leverede en del plantemateriale til opbygningen af den daværende Kgl. Landbohøjskoles have samt til Botanisk Have i København.

I mange af de huse, der tilhører Gisselfeld Kloster, finder man store, gamle og sjældne træer, som stammer fra Paradishaven. Og ét af dem er altså tempeltræet i haven på Hesede Hovedgård.


Scroll to top