Velkommen til Hesede Hovedgård. Dejligt, du er her.



Vi lukker Hesede Hovedgård og flytter

Farvel og tusind tak!


Efter seks skønne år på Hesede Hovedgård har vi valgt at stoppe og lukke vores virksomhed, og vi flytter til december.

Til december er det 6 år siden, vi rykkede ind på Hesede med en drøm og en plan. Vi rykkede fra 66 kvm på Frederiksberg til 669 kvm midt i den smukkeste sydsjællandske natur og blev det nye forpagter-par på Gisselfelds smukke gamle hovedgård.


Fra drøm til virkelighed

Her startede vi på ’bar mark’. Der var en pære i loftet hist og pist, og derfra gik vi ellers i gang med at fylde Hesede med alt det, vi syntes, det skulle indeholde. Vi flyttede ind med vores to passioner, kunst og vin, og en drøm om at skabe et sted, som vi selv syntes var fedt – og, som vi sagde, så måtte vi se, om der også var andre, der synes om det! Om vores tanker og drømme på nogen måde ville flugte med virkeligheden.

Det gjorde de. Heldigvis! Og de sidste seks år har vi, trods corona og andre udfordringer, formået at realisere vores drøm – og samtidigt en fin forretning. Det er vi faktisk pænt stolte af. Vi er også ret stolte af, at vi igennem årene jævnligt er blevet kontaktet af andre fra branchen, som har spurgt os til råds om, hvordan vi gør.


Forretningsmodellen

Forretningen er skruet sammen af business-møder, yoga-retreats og ophold. Ud over det hele har vi drysset kunstnerisk og kulturelt krymmel i form af koncerter, foredrag, vinsmagninger, vinmiddage og kunstudstillinger. Kunsten præger vores version af Hesede Hovedgård, både fordi Kit selv er kunstner, men også fordi vi har valgt, at den skal fylde; hele huset er bogstaveligt talt fyldt med kunst, og de kunstneriske aktiviteter er koncentreret i vores galleri, kit kontemporary | Galleriet på Hesede Hovedgård, som med ujævne mellemrum inviterer til udstillinger.


Glade gæster og taknemmelighed

Nu er vi nået dertil, hvor vi drømte om at være: Vi har skabt et navn, et brand, og vores gæster finder os – og kommer i høj grad igen, når de har været her. Det fylder os med ustyrlig stor glæde og taknemmelighed at tænke på alle de fantastiske gæster, der har været igennem huset de sidste seks år. For os er det vores gæster, der er kernen i det hele. Det er bare basalt tilfredsstillende at have glade gæster, og dét må vi sige, at vi har. Der er mere end én gang blevet fældet tårer, når vi skulle tage afsked med gæster – det havde vi nok ikke set komme. Den gode Gertrud, som alle, der har været på Hesede, med garanti har mødt, har været sin vægt værd i guld i forhold til at skabe en afslappet stemning og sprede glæde.


Plads til passionerne

Og hvorfor har vi valgt at sige farvel til Hesede Hovedgård?

Den korte version er: Vi vil gerne have mere tid, herunder meget mere tid til kunst. Og det har vi ikke kunnet få plads til på Hesede.

Den lidt længere version er: Da vi i sin tid flyttede til Hesede, var det tanken at drive det som et lille eventsted – som vi har gjort – men også, at vi med tiden kunne få tid og plads til en masse med kunst og vin – vores to passioner.

Nu har vi i snart 6 år forsøgt at knække nødden i forhold til, hvordan vi får plads til meget mere kunst og vin, men vi har ikke fundet en god model. Vi har jævnligt vores mål og prioriteter til revision, og vi har måttet sande, at vores passioner ikke kan komme til at fylde det, vi ønsker, de skal fylde, så længe vi er på Hesede.

Så nu har vi valgt at tage konsekvensen af det. Og derfor må vi sige farvel til Hesede. Det har ved den søde grød ikke været en nem beslutning, for der er så utroligt mange gode ting at sige om dette fantastiske hus. Og ikke mindst alle vores gæster, kunder, leverandører og gode venner og bekendte, vi har fået undervejs. Vi har endda lige landet endnu en drømmekunde, så vi slutter på toppen.

Er det vanvid eller klog beslutning at gøre, som vi gør? Det kan der måske være delte meninger om, men for os er det vigtigt at definere, hvad der er succes for os. Og det er, at vi kan forfølge vores passioner og har frihed til at gøre det, der giver og spreder glæde. Vi har nu engang kun et liv, og det skal skisme leves!


Har du en booking i 2025?

Vi er virkelig kede af, at vi må aflyse jeres bookinger. Vi havde meget håbet på at kunne overdrage jeres bookinger til en ny, god forpagter af Hesede Hovedgård. Kontakt os endelig, hvis I har brug for sparring eller idéer til at finde et nyt sted. Der er gode alternativer i området.


Hvad sker der med Hesede Hovedgård?

Vi har arbejdet intenst på at finde nogle gode mennesker, som kan overtage vores version af Hesede Hovedgård og drive det videre på nogenlunde samme måde. Vi er lykkedes med at finde nogle kandidater, som vi håbede at kunne overdrage forretningen og vores fantastisk søde kunder til, men det er ikke lykkes at få en aftale med udlejeren.

Beslutningen om fremtiden for Hesede Hovedgård er derfor desværre ude af vores hænder, da det er udlejer, der bestemmer, hvem der kommer til at rykke ind efter os. Vi ved ikke, om det bliver kørt videre i stil med, hvad vi har gjort, eller om det bliver noget helt andet.

Indtil videre beholder vi både hjemmeside og sociale medier, og her skriver vi, når vi finder ud af, hvad der kommer til at ske – både med Hesede Hovedgård og med os.


Hvad sker der med Kit & Claus?

Vi er så småt i gang med at finde flyttekasserne frem, og vi har haft det sidste arrangement på Hesede. Med en god portion vemod, men også med stor taknemmelig over alt det og alle jer, der er kommet vores vej.

Vi har jævnligt vores mål og prioriteter til revision. Ikke bare virksomhedens, men også – og ikke mindst – privat-personligt: Laver vi det, vi allerhelst vil? Trives vi? Er vi glade? Kan noget blive endnu bedre, sjovere, lettere? Den seneste revision har ført til, at vi nu justerer vores livskompas.

Vi bliver i kommunen, og I kommer sikkert til at høre mere til os. Vi har fundet et sted, som vi glæder os til at flytte ind i og gøre til vores. Det er cirka samme størrelse som Hesede, men helt anderledes og i mere moderniserede rammer. Vi synes, det er dejligt og har noget sjæl, og det er som skabt til at lave alt muligt sjovt og spændende med kunst og vin. Vores nye sted ligger også i naturskønne omgivelser, men med mere hav og mindre skov.

Vi glæder os til at fortælle mere om det hele, når vi er kommet på plads.


Hvad sker der med Gertrud?

Flere har allerede spurgt, hvad der sker med Gertrud? Hun har på en måde valgt at blive på Hesede …
Vi havde mere eller mindre lige truffet beslutningen om at flytte, da hun pludselig begyndte at fejle alt muligt. Og inden for meget kort tid stod vi hos dyrlægen, som sagde, at det rigtige ville være at sige farvel.

Vi har en underlig fornemmelse af, at hun selv besluttede, at hun ikke skulle med videre. At hun hører til på Hesede. Så med tårer og tunge hjerter måtte vi begrave hende. Selvfølgelig i haven på Hesede. Her finder man nu Gertruds Plads. Derfra kan hun ligge og holde øje med det hele. På en måde gør det, at hun ikke er her mere, det lidt lettere for os at sige farvel til Hesede. Hun har været så stor en del af vores tid på Hesede, at det er helt forkert uden hende.


TAK er kun et fattigt ord

Der er så utroligt mange mennesker, vi gerne vil sige tak til. Så hermed en kæmpestor TAK til alle, der har bakket op og støttet os, troet på os, besøgt os, holdt møder, overnattet, fejret fødselsdag, blevet gift, organiseret retreats, ligget på en yogamåtte, været til vinmiddag, udstillet kunst, udstillet keramik, set kunst, købt kunst, snakket om kunst, holdt foredrag, været til foredrag, været til koncert, været i vinkælderen, smagt og købt vores gin, været på familieweekend, anbefalet os til andre, rost vores indretning, sagt pæne ord om os, skrevet i gæstebogen, kløet Gertrud bag øret, nydt et glas vin, hørt historierne.

En stor tak til vores gode leverandører og samarbejdspartnere. Uden dem havde vi ikke kunnet opnå, hvad vi har gjort.

Sidst, men ikke mindst en virkelig stor tak til vores gæster og kunder. Tak for den tillid, I har vist os ved at booke ophold og arrangementer hos os. Og endnu større tak til de af jer, som er kommet igen (og igen og …). Uden jer, havde vi slet ikke været her, og da slet ikke i seks år med både corona, energikrise og inflation. Vi synes, vi har været utroligt heldige og privilegerede i at have verdens bedste kunder og gæster. Også det kommer vi helt sikkert til at savne!

Vi havde ikke kunnet opnå, hvad vi har gjort, uden alle jer!


PS. Vi kommer til at afhænde en del inventar. Kontakt os, hvis du kunne være interesseret i at aftage noget.


Scroll to top