Om os

Det lå på ingen måde i kortene, at vi – Kit & Claus – skulle forpagte én af Gisselfelds perler. Men muligheden opstod tilfældigt – med Claus’ bror som mellemmand – og vi greb muligheden for at skrive et nyt kapitel i Hesede Hovedgårds historie.

Her har vi fået muligheden for at forene alt det, vi holder af under ét tag: kunst & kultur, mennesker & møder samt mad & vin.

Kit har en længere karriere i diplomatiet bag sig, hvor hun især arbejdede med eksportrådgivning af danske virksomheder både i Danmark og i udlandet. Lysten til at arbejde med kunst voksede sig større og større, og hun har siden 2005 arbejdet professionelt med kunsten – det handler ofte om tekst og kontekst og om betydningen af positiv kommunikation. I mange projekter har hun brobygget mellem de to meget forskellige verdener. Besøg hendes hjemmeside her.

Claus har hele sin karriere arbejdet inden for IT og har bidraget til nogle både banebrydende og innovative sværvægtsprojekter i Danmark. Han er søn af en vinhandler og har fået vinsmagning ind med modermælken. Familien har altid haft en stærk passion for mad og vin, og mange familieferier er tilbragt med at rejse gennem Europas vingårde for at hjemtage nye og spændende vine til Danmark. Interessen for mad og vin er kun blevet styrket gennem årene, bl.a. via dygtige vinimportører og vinentusiaster og mange restaurationsbesøg. Han har et særligt blødt punkt for passioneret vinproduktion i lille skala.

Vi er begge ekstroverte og nyder samværet med spændende mennesker, der har passion og noget på hjertet, og som har appetit på det gode liv.

Vi drømmer om at skabe den perfekte ramme for møder mellem spændende mennesker, og hvor vores personlige baggrund kan bidrage til at gøre oplevelsen unik og mindeværdig. Vi råder over nogle enestående og smukke rammer på Hesede Hovedgård, og vi har idéer, drømme og planer, som rækker langt videre end det, vi starter med nu.

Vi er begejstrede for at være dumpet ned lidt midt i de mange spændende aktiviteter omkring Destination Gisselfeld, og de mange aktiviteter og driftige mennesker i området har været en vigtig brik i vores beslutning om at sige ja til et livskapitel på Hesede Hovedgård.”

Scroll to top