Kunst & kultur


Vores fokus på kunst og kultur kommer først og fremmest fra, at Kit selv er kunstner. Efter en uddannelse som Cand. Merc. i Udenrigshandel og 15 år som eksportrådgiver i Udenrigsministeriet, skiftede hun hest til kunsten, som i dag er hendes primære beskæftigelse – ud over at drive Hesede Hovedgård, naturligvis.

Kits kærlighed til og interesse for kunsten har med tiden smittet af på Claus, som også er kunstelsker. Sammen har de besøgt et utal af udstillinger og har efterhånden også en del værker af samtidskunstnere – mange af kunstnere, som Kit kender personligt.

Man vil derfor opleve, at hele hovedhuset er fyldt med kunst – både Kits og andres.

Ligesom mad og vin giver gode samtaler, er det også vores erfaring, at kunst kan give spændende samtaler. Det kan åbne sindet og inspirere tankerne, og dét er også én af grundene til, at vi har valgt at kunst i hele huset. Som små gaver og muligheder for en tanke, en berigelse, et smil på læben.

Med ujævne mellemrum lægger vi hus til udstillinger, som alle er velkomne til at besøge. Det er vores holdning, at kunst ikke behøver at være så kompliceret eller ophøjet. Den må gerne være tilgængelig og med glimt i øjet. Se også Galleriets profil.

Ligesom vin og mad kan være en del af et arrangement hos os, kan kunsten også være det. Der kan fx være brug for at tænke kreativt under et kursus, og her kan Kit skræddersy en seance, der imødeser jeres behov. Læs mere under “Tænk kreativt – workshop for virksomheder” og “Tænk positivt – workshop for virksomheder” nederst på siden.


Vores holdning til kunst og kultur

Vi har kunst i hele huset. I alle stuer. På alle værelser. Selv på badeværelserne er der noget til øjet.

Vi holder selv meget at kunst. Det tilfører liv og sjæl til huset. Det giver noget til øjet. Og det giver også noget til tanken. Og en del af den kunst, vi har, giver også mulighed for et lille løft til smilebåndet.

Vi har den kunst, som vi selv holder af. Overskrifterne er, at det er samtidigt. Det vil sige, at det tydeligt er lavet i vores tid og ikke for 50 år siden. Vi kan også godt lide kunst, som har noget på hjerte. Måske vækker til eftertanke. Har en historie. Noget at dykke ned i. Det er med andre ord ikke ‘bare’ pænt. Sidst, men ikke mindst, kan vi godt lide kunst, som har glimt i øjet. Og som måske giver smil på læben. Meget kunst er meget alvorlig og dyster. Det kan sagtens være god kunst. Men god kunst kan også sagtens være let tilgængelig og endda munter. Ofte vil man opdage, at mens man står med et smil på læben, at værket har mere at byde på – det dukker op, når man står med et afvæbnet smil. Vi vil gerne gøre kunsten tilgængelig. Man behøver ikke at have en Ph.D. i kunst for at få noget ud af at se på kunst. Det kræver primært et åbent sind. Og hos os kan man altid bare spørge løs. Vi fortæller gerne om det, vi viser. Se også Galleriets profil nedenfor.

Det er Kit, som er husets æstetikminister, og som har det sidste ord i forhold til hvilken kunst, vi har oppe. Claus har dog en samling værker fra tidligere tider (læs: før Kit), som han ikke har kunnet skille sig af med. Disse værker har fået en hel særlig placering. Hvis du vil se samlingen, når du er i huset, så spørg Claus, om du må se ”Salon des Réfusés”.


Kunst i hele huset

Vi har kunst i hele huset. På alle tre etager. I alle værelser. Sågar på alle badeværelser.

Vi synes, at vi har fået passet kunsten godt ind i det flotte gamle hus – og de smukke gamle håndværksmæssige detaljer, som huset er spækket med, passer faktisk utrolig fint til samtidskunst.

En stor del af kunsten er Kits egen. Du finder derfor en del små finurlige tekst-værker, SPAM-broderier og ikke mindst komplimenter. Mange af Kits værker kan købes – og mange har allerede fået nye hjem, mens vi har været på Hesede Hovedgård. Derudover har vi en stor og voksende samling af andre kunstneres værker, og disse er drysset ud over hele huset – primært vores egen del af huset.

Vi har værker af blandt andre: Poul Pedersen, Jan Wessel, Parul Modha, Paul Neale, Nicholas Imms, Martin Christensen, Bjørn Ignatius Øckenholt, Michael Schiøler Tingsgård, Karen Offermanns, Gunilla Larborn, Niels Witten, Nicklas Hultman og Anders Bonnesen.


Galleriet på Hesede Hovedgård og galleriets profil

Husets gamle dagligstue har vi valgt at kalde “Galleriet”, da vi altid har kunst på væggene og også bruger lokalet til egentlige udstillinger.

Det smukke gamle lokale har 4 meter til loftet, vinduer mod tre verdenshjørner, smuk stuk, lysekrone, kamin og udgang til verandaen. Og så har vi slet ikke nævnt kunsten endnu!


Galleriets profil

Galleriet viser kunst, der lever op til følgende tre kriterier:

  1. Det er samtidigt. Det vil sige, at det tydeligt er lavet i vores tid og ikke for 50 år siden.
  2. Der er noget på hjerte. Det vil sige, at det måske kan vække til eftertanke. Der er en historie. Noget at dykke ned i. Det er med andre ord ikke ‘bare’ pænt.
  3. Der er glimt i øjet. Og det giver måske smil på læben. Kunst kan godt være let og munter og stadig god.

Disse tre kriterier har vi helt subjektivt valgt – det er én af fordelene ved at have eget galleri Det betyder ikke, at alt andet ikke er god kunst. Det betyder bare, at det er denne type kunst, vi selv har præference for – og derfor vil vi selvfølgelig helst vise det.



Kommende udstillinger

Uge 7 og uge 42

Vi bruger Galleriet til udstillinger, koncerter, foredrag med videre. Men Galleriet er også det lokale, som bruges til møder, yoga retreats og ophold – og der er bookinger stort set hver weekend.

Derfor har vi besluttet, at vi har ikke tager imod bookinger i uge 7 (vinterferien) og uge 42 (efterårsferien). Og de to uger har vi reserveret til kunst og kultur-arrangementer (medmindre en verdensomspændende pandemi kommer i vejen!). Det kan være alt fra en cool kunst-udstilling, et inspirerende foredrag, en intim samtalesalon til en koncert i husets smukke stuer. Vi kan ikke udelukke, at det også bliver noget med mad og vin.

Følg med her på siden, hvor vi skriver om kommende arrangementer. Du kan også følge med på vores Facebook-side eller skrive dig op til vores nyhedsbrev, hvis du vil være sikker på at høre om det.


Tidligere udstillinger

Da vi åbnede for gæster i 2019, havde vi fem udstillinger i perioden fra marts til oktober:

  • Den første udstiller var Kit selv. En udstilling med spørgsmål om, hvor vi finder lykken.
  • Den anden udstiller – og første gæsteudstiller – var Jan Wessel med sine finurlige og underfundige værker.
  • Tredje udstilling var decideret mundvandsfremkaldende: TAFFEL af Jonna Pedersen.
  • Årets fjerde udstilling blev Niels Witten med sine festlige parafraser befolket af Astérix og Obélix.
  • Den sidste udstilling i 2019 var Nicklas Hultman, der viste sine #BaroqueIkebana-fotografier. Det tiltrak rigtig mange gæster og sågar et tv-hold fra Japan, der lavede en dokumentar om ham.


Vi var vilde med at kunne vise så meget kunst for så mange mennesker på så kort tid. Men vi måtte også sande, at det ikke gav økonomisk mening kun at bruge Galleriet til kunstudstillinger – da det er samme lokale, vi bruger til yoga-retreats, møder og middage.

Mens vi gik og tænkte over, hvordan vi kunne løse det – altså både bruge lokalet til arrangementer og samtidigt fortsætte med at holde udstillinger – fik vi en ufrivillig tænkepause af corona.

Da verden åbnede op igen, besluttede vi os for, at vi fremadrettet vil reservere uge 7 og uge 42 til arrangementer, der handler om kunst og kultur – og som er åbne for alle interesserede.

Det første arrangement blev i oktober 2021 – nærmere betegnet i uge 42 – hvor vi endelig igen kunne åbne for en udstilling. Det blev intet mindre end SVARET PÅ ALT – en gruppeudstilling med Jan Wessel, Lotte Agger, Parul Modha, Paul Neale, Nicholas Imms og Kit Kjølhede.



Uge 7 2022 var igen lettere vingeskudt af corona, og vi valgte derfor at springe den over. Vi håber at byde indenfor i uge 42 2022.


Kunstværker i kommission

Vi har p.t. værker i kommission fra Niels Witten, som tidligere har haft en soloudstilling hos os. Vi har et godt udvalg af tryk – alle er med Astérix og/eller Obélix, og de er selskab med alt fra Hammershøi, skagensmalerier og Nyhavn. Alt sammen med glimt i øjet og smil på læben.

Kontakt os for at komme forbi og se udvalget.


Kit Kjølhedes kunst

Interessen for kunst og kultur kommer primært af, at Kit selv er kunstner – og Claus derfor med tiden også er blevet kunstinteresseret.

Oprindeligt er Kit uddannet Cand. Merc. i udenrigshandel, engelsk og fransk, og hun arbejdede 15 år som eksportrådgiver for Danmarks Eksportråd/Udenrigsministeriet, før hun for alvor sprang ud i kunsten. Læs hendes historie her.

Kunsten, som man finder i Hesede Hovedgårds smukke hovedhus, er derfor præget både af Kits egen kunst, men også af hendes interesse for kunst. Man finder derfor kunst af en del andre kunstnere også – mange værker af kunstnere, hun kender personligt og har arbejdet og udstillet med.

Det er også Kits tilgang til kunsten, der helt og aldeles subjektivt tegner galleriets profil.

Læs mere om Kits kunst og se værker på kit-k.com.



Skabs-butikken

I entréen finder du den mindste butik på Hesede Hovedgård: et glas-skab. Ikke rigtigt en butik – derfor en skabs-butik.

Butikken har et mindre udvalg at kunstnerartikler – fx godt papir, kvalitetsblyanter, uimodståelige tuscher og andre gode ting fra VIKING.

Og så finder du ting, der gør dig glad. I tråd med Kits kunstneriske arbejde, hvor hun siden 2014 har arbejdet med komplimenter og positivitet. Der er små komplimenter. Kuglepenne, der kun kan skrive søde ord. Kort med positive talebobler (fra projektet ‘fragments of niceness’). Krus med positive tekster.


Kan man købe noget?

Vores nærmeste naboer er butikker, så derfor er det nok naturligt, at vi tit bliver spurgt, om man kan købe noget hos os.

Vi holder ikke åbent som butik, så man kan komme fra gaden. Men når du er gæst hos os, har du mulighed for at købe:

– vores helt egen ginkgo gin

– vin fra vores vinkælder

– de små nuttede ægge-varmer-huer, som Kits mor har strikket

– diverse kunstnerartikler

Kits kunst

gavekort

Vi sender også gerne, hvis du står og mangler noget, men ikke lige kan komme forbi. Skriv til os.


Tænk kreativt – workshop for virksomheder

Giv plads til den kreative hjernehalvdel. Giv bolden op til fri leg, eller lad Kit skræddersy en proces, der understøtter lige netop jeres forløb. Vi sørger for materialer og guider, så alle kan være med. Leg og væk kreativiteten.  

Se også Idéer til aktiviteter under møder. Eller kontakt Kit for at høre, hvad vi kan gøre for jer.



Tænk positivt – workshop for virksomheder

Sæt spot på positiv dialog og styrk de positive relationer med en positiv pep-talk. Kit fortæller kort om sine komplimentprojekter med Københavns Metro, om vigtigheden af hvordan vi taler sammen, og leder jer til en enkel, men effektiv øvelse.

Se også Idéer til aktiviteter under møder. Eller kontakt Kit for at høre, hvad vi kan gøre for jer.


Trænger du til en kompliment her og nu, så klik dig ind på Kits Facebook-side Komplimenter, som er dedikeret til søde ord og positive tanker.


Scroll to top