Velkommen til Hesede Hovedgård. Dejligt, du er her.



kit kontemporary

kit kontemporary | Galleriet på Hesede Hovedgård ligger i den smukke gamle dagligstue i hovedhuset på Hesede Hovedgård.

Galleriet åbnede for sin første udstilling i 2019. Se tidligere udstillinger længere nede på siden.
Siden oktober 2023 har galleriet heddet kit kontemporary | Galleriet på Hesede Hovedgård.


Galleriets profil

kit kontemporary | Galleriet på Hesede Hovedgård viser kunst, der lever op til følgende tre kriterier:

  1. Det er samtidigt. Det vil sige, at det tydeligt er lavet i vores tid og ikke for 50 år siden.
  2. Der er noget på hjerte. Det vil sige, at det måske kan vække til eftertanke. Der er en historie. Noget at dykke ned i. Det er med andre ord ikke ‘bare’ pænt.
  3. Der er glimt i øjet. Og det giver måske smil på læben. Kunst kan godt være let og munter og stadig god kunst.

Disse tre kriterier har vi helt subjektivt valgt – det er én af fordelene ved at have eget galleri Det betyder ikke, at alt andet ikke er god kunst. Det betyder bare, at det er denne type kunst, vi selv har præference for – og derfor vil vi selvfølgelig helst vise det.




Hvorfor dén profil?

Sagt i en sætning vi vil gerne vise samtidig kunst, som har noget på hjerte og glimt i øjet. Meget kunst er meget alvorlig og dyster, og det kan absolut sagtens være god kunst. Men god kunst kan også sagtens være let tilgængelig og endda munter. Ofte vil man opdage, at mens man står med et smil på læben, at værket har mere at byde på – eftertanken dukker op, når man står med et afvæbnet smil.

I vores optik udstråler al kunst (og for den sags skyld mere eller mindre alt, vi omgiver os med) en eller anden form for energi. Vi foretrækker at lægge hus til den positive energi. Ofte er en udstilling hos os kun tilgængelig for offentligheden i en uges tid, men derefter bliver den som regel hængende i et par måneder – og det betyder, at husets gæster oplever kunsten under deres møder, yoga-retreats og middage. Også derfor har vi fokus på, at man skal mødes af god energi.

Vi vil gerne gøre kunsten tilgængelig. Man behøver ikke at have en Ph.D. i kunst for at få noget ud af at se på kunst. Det kræver primært et åbent sind. Og hos os kan man altid bare spørge løs. Vi fortæller gerne om det, vi viser. Og vi bestræber os på, at alle skal føle sig velkomne.



Mission og vision for kit kontemporary

Mission

  • Galleriet er sat i verden for at fremme kunst og kultur ved at præsentere samtidskunst for offentligheden.
  • Galleriet ønsker at være et sted, hvor alle føler sig velkomne. Galleriet ønsker at medvirke til, at kunst bliver tilgængelig og til at tale om for alle.

Vision

  • At blive det førende samtidskunstgalleri i vores område og blive anerkendt for vores spændende udstillinger
  • At være et galleri, som er værd at køre efter
  • At tiltrække dygtige kunstnere, der passer med galleriets profil
  • At blive kendt som et galleri, hvor man som gæst bliver mødt, hvor man er, og hvor man kan have en samtale om kunsten uanset éns forudsætninger
  • At være et galleri, som er kendt for at give god rådgivning om køb af kunst
  • At være kendt som et galleri, hvor der – udover udstillinger – foregår inspirerende kunstneriske og kulturelle arrangementer, som fx foredrag og koncerter



Beliggenhed og åbningstider

Galleriet ligger i det smukke gamle hovedhus på Hesede Hovedgård, hvor vi både holder private events (virksomhedsmøder og yoga retreats) og åbne arrangementer, primært kunst og kultur-arrangementer. Derfor har galleriet ikke faste åbningstider. Åbningen af en udstilling er som hovedregel offentligt tilgængelig, hvorefter udstillingen kan ses af gæster, som bruger huset til private arrangementer.



Aktuelle og kommende udstillinger & events



tryk & tegninger – en gruppeudstilling med 25 kunstnere

Fernisering Langfredag d, 29. marts 2024 kl. 12-16. Alle er velkomne, og galleriet byder på et glas.
Øvrige åbningsdage: Lørdag d. 30. marts og Påskedag søndag d. 31. marts, begge dage kl. 12-16.
Derefter åbent efter aftale til 29. april. Invitation på Facebook her.



Følg også med her …

Følg kit kontemporary | Galleriet på Hesede Hovedgård på instagram – klik her.

Følg med i kalenderen, hvor vi skriver om kommende arrangementer. Du kan også følge med på Hesede Hovedgårds Facebook-side eller skrive dig op til Hesede Hovedgårds nyhedsbrev, hvis du vil være sikker på at høre om det.



Tidligere udstillinger & events

Oversigten herunder er omvendt kronologisk, det vil sige, at det seneste ligger øverst.



2024

Paul Voca + Kit Kjølhede

Fra 19. oktober 2023 til 17. marts 2024 vistes Paul Vocas propel-tegninger sammen med nyere værker af Kit Kjølhede.



Foredrag med Bjørn Ignatius Øckenholt

Foredrag med Bjørn Ignatius Øckenholt: Ord, tegn og kommunikation i kunsten, 11. februar 2024.



2023

Solo-udstilling med Paul Voca (PL)

Soloudstilling med den polske kunstner Paul Voca, Propeller in Dialog by Paul Voca (dialog med en propel), 19. oktober 2023 kl. 14-17 (kun de tre timer).

Helt eksklusivt i Danmark viste den polske kunstner Paul Voca sit propel-projekt i kit kontemporary | Galleriet på Hesede Hovedgård. Her vistes både den store propel, dens rotation, en stor video-projektion af propellen på forskellige lokationer i Danmark, videodialoger på tre sprog omkring hvorfor man rejser samt en række tegninger. En meget fin udstilling.

Tak til René Tuekær, formand for Plan- og Kulturudvalget i Faxe Kommune, for officielt at åbne udstillingen. Og tak til Paul Voca for at vælge lige præcis vores galleri.



Foredrag med Bjørn Ignatius Øckenholt

Foredrag med Bjørn Ignatius Øckenholt: Hvad er kunst, og hvorfor er det det?, 14. oktober 2023



‘kunst & keramik’ – en gruppeudstilling med to kunstnere og tre keramikere

Gruppeudstilling med to billedkunstnerne, Charlotte Clausen og Kit Kjølhede, og tre keramikere, Inger Mehlum, Birthe Oxager og Helene Fridan Pedersen, kunst & keramik, 19.-20. august 2023 (samme weekend, som der var Kultursalonerne Gisselfeld).
Se invitationen her. Værkerne af Charlotte Clausen og Kit Kjølhede var udstillet til og med 14. oktober 2023.



Soloudstilling med Kit Kjølhede

Soloudstilling med Kit Kjølhede, Hvor kom vi fra?, 11. februar-11. august 2023
På udstillingen blev der vist både ældre og helt nye værker, primært malerier, men også SPAM-broderier.

Udstillingen blev åbnet på fineste vis med åbningstale af René Tuekær, formand for Plan- og Kulturudvalget i Faxe Kommune. Dertil en herlig, spontan tale af Stig Lauritsen fra Paradehuset. Også Sjællandskes udsendte var på pletten, og det kom der denne fremragende artikel ud af (betalingsartikel). Se invitation og læs mere om udstillingen på Facebook.



2022 var det første år efter corona, og vi havde så travlt med andre arrangementer, at der ikke blev tid til udstillinger.



2021

Gruppeudstilling med Jan Wessel, Lotte Agger, Parul Modha, Paul Neale, Nicholas Imms og Kit Kjølhede

Jan Wessel, Lotte Agger, Parul Modha, Paul Neale, Nicholas Imms og Kit Kjølhede udstillede under titlen ‘SVARET PÅ ALT‘. Fra 16. oktober-30. november 2021.



2020

I 2020 galleriet som alle andre corona-ramt, og det blev derfor ikke til nogen udstillinger. I en periode med lempede restriktioner, lykkedes det os dog at samle 25 gæster (som var det maksimalt tilladte på det tidspunkt) til vores første jazz-koncert.

Jazzkoncert med The Betty Quartet

Intim jazzkoncert med The Betty Quartet, 26. september 2020.



2019

Soloudstilling med Nicklas Hultman

Soloudstilling med Nicklas Hultman, #BaroqueIkebana, 21. september-20. oktober 2019
Fotografier, der kombinerer ikebana med det barokke. Undervejs fik udstillingen besøg af et japansk tv-hold, der lavede en dokumentar om Nicklas og hans projekt.



Soloudstilling med Niels Witten

Soloudstilling med Niels Witten, 17. august-15. september 2019
Festlige parafraser befolket af Astérix og Obélix



Soloudstilling med Jonna Pedersen

Soloudstilling med Jonna Pedersen, TAFFEL, 30. juni-11. august 2019
En decideret mundvandsfremkaldende udstilling inkl. artist talk med bagerbrød



Soloudstilling med Jan Wessel

Soloudstilling med Jan Wessel, 16. april-23. juni 2019
Jans finurlige og underfundige værker. Malerier, assemblage og lyskasser



Åbningsudstilling med Kit Kjølhede

Soloudstilling med Kit Kjølhede, You know you want it II, 31. marts-14. april 2019
En udstilling med spørgsmål om, hvor vi finder lykken




Kunstværker i kommission

Vi har p.t. værker i kommission fra Niels Witten, som tidligere har haft en soloudstilling hos os. Vi har et godt udvalg af tryk – alle er med Astérix og/eller Obélix, og de er selskab med alt fra Hammershøi, skagensmalerier og Nyhavn. Alt sammen med glimt i øjet og smil på læben.

Kontakt os for at komme forbi og se udvalget.


Hvem står bag kit kontemporary?

kit kontemporary | Galleriet på Hesede Hovedgård drives af Kit og Claus, som også står bag alle andre aktiviteter og events på Hesede Hovedgård. Læs om værtspar og værdier her.

Den primære drift af galleriet står Kit for. Det er også hende, der kuraterer de fleste udstillinger – medmindre vi har inviteret gæstekuratorer. Og hende, som står for galleriets profil, markedsføring og kontakt til kunstnere.

Kit har en baggrund i den kommercielle verden og diplomatiet, men er i dag iværksætter og er også selv kunstner. Læs om Kits kunst og se eksempler på kit-k.com.



Scroll to top